søndag den 27. december 2015

Året der gik - i ord


2015 var mild sagt et blandet år for mig. Der skete nogle positive ting, men også noget rigtig sørgeligt, og hele mit år har været præget af det. 

Det var det år, hvor jeg (endnu en gang i mit liv) fik sat dagligdagens ting i livets perspektiv, efter min mor pludseligt døde i foråret. Jeg har været og er stadig ked af det, men livet, som man siger, fortsætter sin gang. Nogle ting sker per automatik, mens andre ting kan man simpelt hen ikke lade være med. Så stemningen hos mig er en blanding af situationer i nuet, planer for fremtiden og bearbejdelse af fortiden.

Alt det betød, at jeg ikke har hæklet ret meget i år, synes jeg selv. Jeg har stadig en del ideer i hovedet, men på grund af enten tids- eller energimangel har jeg ikke gennemført ret mange "overspringsprojekter". 

I maj udkom min kage-bog, men modellerne til denne blev hæklet i 2014. Også i 2014 har jeg påbegyndt at hækle modeller til legemad-bogen, så i år har jeg bare hæklet nogle resterende ting til denne. Her i december blev der arbejdet aktivt på at gøre legemad-bogen klar til tryk, og som resultat vil bogen udkomme i januar. 

Til gengæld har jeg i år deltaget i en del arrangementer rundt omkring - Tex-Stil messen i Vejle i januar og i august, Kreativ Messe i Esbjerg i marts, Fanø Strikkefestival i september, besøg i Sommerfuglen i København i juni. Faktisk var der flere andre garnbutikker, som jeg snakkede med om et arrangement med min deltagelse. Det endte dog ikke i noget konkret, som jeg selv er skyld i, igen pga de ting, jeg nævnte ovenfor.

Af selv samme årsager har jeg også blogget mindre i år end tidligere, og jeg holdt flere pauser undervejs. I år er jeg blevet aktiv på Instagram, dog uden at være vildt afhængig af det. Jeg ser IG som et godt supplement til min blog, men da koncepterne er så forskellige, kan det ene slet ikke erstatte det andet i mine øjne. Så jeg har ingen planer om "at nedlægge" min blog. Jeg håber også at der stadig er nogen, der gider at læse med, følge i mine kreative projekter og bruge mine ideer og opskrifter som inspiration.

Tak til alle jer, der læste med i 2015! Tak for jeres kommentar og opbakning! Jeg håber, at vi fortsat følges ad i 2016!

Kærlig hilsen her fra

4 kommentarer:

  1. Rigtig godt nytår til dig og dine!
    Selvom omstændighederne omkring din mor og det at miste hende har taget en del af din hækletid, så har du trods alt nået en del, synes jeg <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde kommentar, Anja!
      Også rigtig godt nytår til dig og din familie og tak for det kreative år, der er gået! Dejligt at vi kan følges ad i Blogland :o)

      Slet
  2. Jeg kan godt forstå at det har været og er hårdt. Rigtig godt nytår. Jeg glæder mig til at følge med i 2016.
    K.h.
    Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Christina! Nu har vi efterhånden fulgt hinanden i flere år - vild at tænke. Også rigtig godt nytår til jer! KH

      Slet

Follow Cupcake By Me on Bloglovin

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...